Faciliteter

Rollespilshytten i Hareskoven omfatter en hytte på ca. 240 m2 og et rollespilsområde på 6.860 m2.

Hytten:

I hytten er der køkken, bade- og toiletrum og sengepladser til 41 mennesker.
sengepladserne fordeler sig på to sovesale med hver 18 sengepladser (i 3lags køjesenge) og 2 mindre rum med med henholdsvis 1 og 4 sovepladser.
Der er to toiletrum indendørs, med to toiletter i hver, og to bade- og toiletrum med to brusere og to toiletter i hver. Bade- og toiletrummene har direkte adgang til udendørsarealerne. I alt er der 8 toiletter og 4 bade.

Køkkenet er et stort og fuldt udstyret køkken, med to komfurer, 2 køleskabe, en opvaskemaskine (ikke industriopvask), masser af køkkenbordplads og service til ca. 60 personer. Det er placeret ved siden af den store sal hvor der er åben pejs og plads til ca. 60 spisende gæster.

Foruden den store sal, har hytten et grupperum med plads til ca. 10-15 mennesker. Det er oplagt til fordybet arbejde, eller som planlægningsrum for igangværende aktiviteter.

Hytten har desuden et flisebelagt terrasseområde, med direkte adgang fra den store sal. Her er borde og bænke så man kan nyde maden udendørs, og mulighed for at sætte solsejl eller presenninger op, til at skærme mod vejret.

Blackbox-rum:

Ved støtte fra Dansk Ungdoms Fællesråd har vi fået etableret lyssætning og mørklægningsgardiner, så spisesalen kan anvendes til BlackBox-rollespil. Alle lyskilder i salen er således med Philips Hue-pærer, så farven på lyset kan justeres i farver og styrke og alle spots i loftet kan flyttes og justeres retning efter behov. Hytten indeholder ikke decideret scenebelysning, eller stativer til montering af disse, så hvis det kræves til jeres spil, skal I selv medbringe det.

Der er desuden mørklægningsgardiner til alle glaspartier, så I selv kan styre mængden af naturligt lys i rummet.

Hvad er BlackBox? Læs mere her: https://nordiclarp.org/wiki/Black_Box_Larp)

Rollespilsområdet:

Området omkring hytten indeholder 2 bålhytter (dog kun med bålsted i den ene) og 4 sheltere. Derudover er der et bålsted tæt på hytten og terrassen. Derudover er der mulighed for at sætte telte op på grunden. Dog skal du være opmærksom på at grunden skråner mod vest, og at det ikke er alle steder det er oplagt at sætte store telte (f.eks. middelaldertelte) op.

I rollespilsområdets østlige ende rækker bøgeskoven ind på matriklen, og laver en hyggelig lille lund i en forsænkning i terrænet. Området er på to sider omgivet af et fredet stendige, hvor man ikke må lege, krydse over eller opholde sig. På den tredje sde er der hegn til en fårefold, og på den fjerde er der fri adgang til nabogrunden, Granhøj. Tommelfingerreglen er at man godt må opholde sig på Granhøjs grund, hvis der ikke er andre brugere, men at man selvfølgelig skal rydde pænt op efter sig selv (se også punktet ”vilkår og muligheder for udleje).

Adgang til området:

Rollespilshytten kan du komme til med cykel og til fods igennem hareskoven, og med bil ved indkørslen Ballerupvej 91/93. Fra asfaltvejen er der 400 m grusvej, som ender i en parkeringsplads med plads til ca. 10 biler. Kør forsigtigt (maks 15. km/t) forbi Ballerupvej 91, der er løsgående børn og dyr. Fra P-pladsen ved hytten er der direkte adgang til Lille Hareskov/Jonstrup Vang, gennem lågen i diget.

loading